
De her boller er bagt med masser af kardemomme i dejen og gurkemeje/vaniljecreme og marcipan i midten. De kan naturligvis flækkes og fyldes yderligere med kokosflødeskum, hvis de skal være ekstra vilde.
Se evt, video om at piske kokosflødeskum her!
Opskriften giver ca. 12 boller
100 g smeltet jomfru kokosolie (neutral kokosolie eller naturli smørbar)
6 dl plantemælk
1 spsk æblecider eddike
25 g gær
30 g loppefrøskaller
3 spsk rørsukker
2 tsk havsalt
2 tsk vaniljesukker
2 tsk stødt kardemomme (eller 1 tsk kardemommekerner som du støder i din morter)
75 g majsstivelse
125 g majsmel
200 g sorghummel eller fuldkorns rismel
Smelt kokosolien i en gryde, tag den af varmen og tilsæt plantemælken. Blandingen skulle nu gerne være fingerlun. Kom den i en røreskål og tilsæt æblecidereddike og gær. Tilsæt loppefrøskaller og pisk rundt med et piskeris så loppefrøene er godt blandet rundt. Tilsæt resten af ingredienserne og rør dejen godt sammen. Sæt til hævning en times tid.
Kog imens kagecremen af:
3 dl plantemælk (vi brugte 2 dl rismælk og 1 dl kokosmælk)
2 spsk rørsukker
3 spsk majsstivelse
1 tsk vaniljesukker
1/8 tsk gurkemejepulver (ca. en knivspids, kan udelades)
Kom alle ingredienserne i en gryde og pisk det godt sammen med et piskeris. Tænd for varmen og pisk til din creme er tyknet.
Rul dejen ud og del den i passende firkanter. Kom din kagecreme på samt et godt stykke marcipan på hvert stykke. (marcipanen kan naturligvis udelades) Klem hjørnerne sammen og sæt bollerne på en bageplade med samlingerne nedad. Læg et klæde over og lad dem lige stå og efterhæve i et kvarters tid.
Pensles med stærk kaffe, eller plantemælk, og bages ved 200 grader varmluft i ca. 20 minutter til de er fint gyldne.
Pyntes med hvid glasur, eller chokoladeglasur, når de lige har kølet lidt af.
God bagelyst,
Kh. Mette Marie & Kathrine <3
