
De her januar morgener er noget mørke, men en sprød granola kan højne humøret gevaldigt. Og så er det også et godt sted at få brugt det tørrede frugt, som man måske købte rigeligt af til jul.. 😉 Det tilmed NEMT at lave, så det er bare om at komme i gang.
Og egentligt også en ret god værtindegave i en fin pose eller syltetøjsglas. Brug hvad du har i skabet af nødder, kerner, frø og tørret frugt. Alt kan bruges.
5 dl grovvalsede glutenfri havregryn
2 dl mandler (eller andre nødder, hvad du nu har)
1 dl hørfrø
1 dl sesamfrø eller solsikkekerner
1 dl kokosflager
3 store spsk honning (eller ahornsirup)
3 store spsk jomfru kokosolie
1 tsk kanel
1 tsk vaniljepulver
1/2 tsk atlanterhavssalt
2 dl hakket tørret frugt (vi brugte dadler og figner i dag)
Tænd din ovn på 180 grader varmluft.
Bland det hele i en skål, undtagen tørret frugt, og brug hænderne til at få det hele blandet sammen. Kokosolien vil smelte af varmen fra dine hænder. Kokosolie og honning kan nu også smeltes langsomt i en gryde inden det tilsættes, men vi kan godt lide bare at blande det hele sammen i en ombæring.
Bred det ud på en bageplade med bagepapir og bag i ca. 10-12 minutter til lækkert gyldent. Vend rundt i det 2-3 gange undervejs. Tag pladen ud af ovnen og bland det tørrede frugt rundt deri. Lad din granola blive på bagepladen til den er helt kølet af, og pak den så i en tætsluttende beholder.
Holder ca. 14 dage, men vores gæt er at du har spist det inden.
Kh. MM & K


