
Marokkansk Appelsinkage er bare den skønneste kage, saftig frisk og go. Og appelsinerne er altid virkelig gode her om vinteren 🍊🍊🍊
Det er en lidt anderledes julekage at servere, men med eksotiske ingredienser som mandler, appelsiner og vanilje, så ville de vise mænd gerne bydes på et stykke.
Opskriften her stammer fra Tante T, fra dengang Mette Marie havde thesalon med sin bror Mikkel. Kagen var en fast del af sortimentet og virkelig mange kunder var vilde med den.
Kagen kan spises som den er, eller serveres med fuldfed 38% creme fraiche, rørt op med vanillekorn.
Denne kage passer særligt godt til en en god kop the, f.eks Marokkansk Nana Mynte eller en klassisk sort the. Men altså en stærk kop kaffe er også godt til.
Marokkansk Appelsinkage
- Til 1 kage – bagt i springform ca. 24-26 cm.
- 2 økologiske appelsiner, helst ikke med for tyk skal (kogt i 2 timer)
- 6 æg
- 225 gr rørsukker
- 300 gr mandelmel (evt. Lidt mere hvis dine appelsiner er meget store)
- 1 tsk bagepulver
- 1 tsk vanillesukker eller vanillepulver
-Et drys flormelis eller glasur til pynt.
Kog appelsinerne med skal og det hele i 2 timer. Hæld vandet fra og lad dem køle helt af.
Når de er kølet af brækkes de lidt op og eventuelle kerner fjernes. Derefter blendes de godt.
Bland mandelmelet med bagepulver og vanille. Pisk æg og sukker længe så det blir helt lyst og luftigt.
Fold melet og appelsinmassen forsigtigt i, dejen skal være som lind havregrød, så hvis du brugte store appelsiner, skal der måske lidt mere mandelmel i.
Hæld i springform og bag i ca. 50-60 minutter ved 175 grader. Skru ned til 160 grader de sidste 20 minutter, hvis kagen begynder at få for meget farve på toppen.
Når kagen er kold, pyntes den med et drys flormelis eller glasur, rørt med appelsinjuice, eller lidt gurkemeje for farvens skyld. Kom gerne glasuren i en sprøjtepose så der kan laves fine mønstre.
Der kan pyntes yderligere med spiselige blomster, kandiserede violer eller lidt blåbær.
God bagelyst.
Kærlige hilsner fra Mette Marie og Kathrine
